Apollo programmet

Apollo programmets 50 års jubilæum

I år er det 50 år siden Apollo programmet kulminerede med Apollo 11 missionens landing på Månen.

Den menneskelige civilisation har opnået en enorm rækkevidde.

Teknologiens udvikling har gjort at mennesket ikke blot er tilstede overalt på Jorden, men også er det næsten overalt i solsystemet.

Der er sendt sonder og rumfartøjer til selv de fjerneste kroge af solsystemet og menneskets langtrækkende proteser har gjort, at vi nu nærmest er permanent tilstede på planeten Mars.

Der er i hvert fald menneskelig teknologi permanent på Mars.

Men der er kun et sted udenfor jordens trygge rammer, hvor det er lykkedes at landsætte mennesker: På Månen.

Det skete den 21. juli 2019 kl. 03:56:20 dansk tid, da de amerikanske astronauter Neil Armstrong og Edvin ‘Buzz’ Aldrin trådte ned på Månens overflade fra Apollo 11s landingsfartøj ‘the Eagle‘.

Dermed opfyldte de tre astronauter Armstrong, Aldrin og Collins Præsident Kennedys ambition om at USA, som den første nation i verden, skulle landsætte et menneske på Månen.

Månelandingen var kulminationen på Apollo programmet.

Apollo programmet var kulminationen på 25 års udvikling af rum- og raketteknologi.

Drømmen om rejsen til Månen, som mennesket har fantaseret og drømt om gennem århundreder, var blevet til virkelighed.

Gennem en række artikler om Apollo programmet og nogle af Apollo missionerne, vil teknologikritik.dk fejre en af de allervigtigste begivenheder i menneskets historie.

Vi lægger ud med en baggrundsartikel med en historisk gennemgang af Drømmen om Månen.

Fra nogle af de første forestillinger om Månen og fortællinger om Rejsen til Månen.

Artiklen handler også om de tidlige raketforskere og den teknologiske udvikling, der ledte frem til rumkapløbet og Apollo programmet.

Somnium – Drømmen om Månen

Menneskets drøm om at rejse til månen har drevet det største og dyreste teknologiske udviklings- og forskningsprojekt i menneskehedens historie.

Drømmen om Månen har drevet menneskets trang til at fortælle historier og fantasere om den.

Stenaldermennesket har givetvis i et frygtsomt øjeblik – på vej ind i hulens sikkerhed – set op på fuldmånen og fantaseret over hvad det mon var han så og hvordan der ville være deroppe.

Vores kultur har beskæftiget sig med den samme drøm og fantasi i flere århundreder.

Helt tilbage til det 2. århundrede findes der vidnesbyrd om fortællinger, der kredser om en rejse til Månen.

Da teleskopet blev opfundet i 1600-tallet steg interessen og fantasierne om en rejse til Månen.

Johannes Kepler skrev Somnium i begyndelsen af 1600-tallet.

I Somnium fortæller en dæmon en islandsk dreng om Månen og om hvordan jorden ser ud fra Månen.

Astronomen Carl Sagan og forfatteren Isaac Asimov har kaldt Somnium for den første science-fiction fortælling.

Rejsen til Månen

Forskellige kunstnere har gennem de sidste næsten 200 år i deres værker fortalt historier om at rejse til Månen.

Jules Verne udgav i 1865 sin science fiction roman i to bind De la Terre à la Lune.

Romanen, der udover at være en samtidskritik af det amerikanske samfund efter borgerkrigen, byder på den videnskabelige stringens, der var karakteristisk for Verne.

I romanen fortælles om Kanonklubben og dens projekt med at konstruere en månekanon, der kan skyde et menneske til Månen.

Edgar Allen Poes noget mørkere novelle The Unparalled Adventure of One Hans Pfaall, på dansk Rejsen til Månen, blev udgivet i 1835.

Novellen fortæller om Hans Pfalls forsøg på at begå selvmord ved hjælp af en luftballon, og som til sidst ender på Månen, der er befolket af ‘små, grimme mænd uden ører‘.

Apollo programmet - George Melies Rejsen til Månen 1902. teknologikritik
Screenshot fra Le Voyage dans la lune 1902 af George Méliès. Ill.: George Méliès. Public domain.

I 1902 havde skuespilleren og tryllekunstneren George Méliès science-fiction film Le voyage dans la lune premiere i Paris.

Filmen betragtes som en af de vigtigste film i filmhistorien.

Méliès opfandt både selve science-fiction filmgenren, trick-optagelser, stop-motion optagelser og andre dele af det filmsprog, der i dag tages for givet.

 

Raketteknologi

Hvad er en raket?

En raket defineres almindeligvis som et luftfartøj, der opnår sin fremdrift ved hjælp af en raketmotor.

Raketmotorer drives af enten et fast forbrændingsmiddel eller et flydende forbrændingsmiddel.

En simpel nytårsraket er et luftfartøj, der drives af sort krudt til fremdrift.

En raketmotor (og dermed en raket), fungerer i overensstemmelse med Newtons tredje lov, der også kendes som loven om ‘aktion og reaktion‘.

Newtons tredje lov

En raketmotors forbrænding producerer et bagudrettet tryk, der virker i overenstemmelse med loven om aktion og reaktion.

Dvs. at trykket fra en raketmotors forbrænding, (Fa) skaber en fremdrift af raketten, (Fb) i den modsatte retning.

Det er dette princip, der gør det muligt for raketter at bevæge sig gennem det lufttomme rum, der som bekendt er et vakuum.

Raketter fungerer faktisk bedst i det lufttomme rum, hvor forhold som luftmodstand og tyngdekraften ikke længere virker.

De første raketter

Man kender raketteknologien helt tilbage til Song dynastiet i 1200-tallets Kina og i Mongoliet.

Det var raketter, der blev drevet af sort krudt, der i sig selv var en ny opfindelse.

Mongolernes erobringstogter i 1200- og 1300-tallet bragte raketteknologien til Mellemøsten og senere til Europa.

Ordet ‘raket’ stammer fra det italienske ord ‘rochetta‘, der betyder ‘garnnøgle‘ eller ‘garn ten’, sikkert fordi de første raketter blev brugt af militæret til fremføring af runde brandbomber.

De første moderne raketter i et metal (jern) -hylster blev udviklet af det indiske kongerige Mysores militær.

Mysores militær anvendte Mysore raketter med stor succes mod briterne i 1790’erne.

Congreve raketten

Apollo programmet - William Congreve
William Congreve under Københavns bombardement 1807. Portræt malet af James Lonsdale (1777-1839). Richie Bendall. CC BY-SA 4.0

Den engelske adelsmand og opfinder Sir William Congreve i England udviklede Congreve-raketten i begyndelsen af 1800-tallet.

Congreves raket var ‘reverse-engineered’ efter de erfaringer englænderne gjorde med Mysore raketten under kampe i Indien i 1790’erne.

Det var Willilam Congreve der skabte et egentligt raketprogram for den engelske hær ved Royal Arsenal i Woolwich ved London i England.

Congreve raketten blev anvendt i stor stil af englænderne under deres bombardement af København den 16. august til 7. september 1807.

Englænderne sendte over 300 Congreve raketter ind over København i løbet af angrebet.

 

De første raketforskere

Nazi-tysklands udvikling og produktion af V2 raketten bygger på raketforskning og raketteknologier, der blev udviklet af især fire videnskabsfolk, der arbejdede i begyndelsen af det 20. århundrede.

De fire er den russiske selvlærte fysiker og videnskabsmand Konstantin Tsiolkovsky, den amerikanske ingeniør og fysiker Robert H. Goddard samt den franske flydesigner Robert Esnault-Pelterie og ikke mindst den tyske fysiker Hermann Oberth.

Man kunne nævne mindst 20 andre raketforskere og -teoretikere, for eksempel den skotske astronom William Leitch, der på forskellig vis bidrog til udviklingen af de første moderne (ballistiske) raketter og missiler.

Det er deres banebrydende arbejde indenfor den tidlige raketforskning, der i sidste ende førte til rumkapløbets kulmination med Apollo programmet.

Konstantin Tsiolkovsky (1857 – 1935)

Konstantin Tsiolkovsky ca. 1924. Foto: Ukendt. Public domain.

Konstantin Tsiolkovsky er den ældste af de fire grundlæggere af den moderne raketvidenskab.

Han er også den med den mest specielle livshistorie.

Konstantin Tsiolkovsky blev født lidt udenfor byen Kaluga 200 km. fra Moskva i september 1857.

Tsiolkovsky levede det meste af sit liv som eneboer i en bjælkehytte, som han kun sjældent og meget nødigt forlod.

Tsiolkovsky var næsten udelukkende selvlært.

På grund af skarlagensfeber var han svagthørende og han fik ingen almindelig skolegang.

Fra han var 13 år gennemførte han selvstudier i bla. matematik og fysik og begyndte samtidig at overveje mulighederne for rumrejser.

Inspireret af sin samtid, som han læste intensivt om, udviklede Tsiolkovsky ideer og teorier om raketfremdrift, raketmotorer.

Det nye Eiffel tårn i Paris inspirerede ham som den første, men ikke den sidste, til ideen om en rumelevator.

På trods af langt fra ideelle forhold arbejdede Tsiolkovsky videnskabeligt med sine ideer.

Han er tilskrevet detaljerede videnskabelige arbejder om raketdesign med styrbare mundinger, flertrins-raketter, rumstationer, luftsluser til rumvandring.

Tsiolkovskys ligning og udforskning af rummet

Tsiolkovskys videnskabelige arbejder kredsede fra ca. 1880 om raketfremdrift, aerodynamik og rumfart.

Han byggede en vindtunnel i sin lejlighed hvor an gennemførte videnskabelige undersøgelser af aerodynamiske former.

Den moderne aerodynamik- og hydrodynamiks fader Nikolay Zhukovsky byggede sine teorier på Tsiolkovskys tidlige studier om aerodynamik.

Disse arbejder førte i 1892-1894 til hans ide om en ‘tungere-end-luft’ flyvemaskine.

Tsiolkovskys udarbejdede tegninger af et monoplan i metal 10-15 år før de første flyvemaskiner så dagens lys.

Hans flydesign vandt ikke gehør blandt datidens russiske videnskabsfolk.

Tsiolkovskys ligning

Tsiolkovskys systematiske arbejde og forskning indenfor raketfremdrift gjorde at han i 1897 udledte, det, der siden er blevet kendt som Tsiolkovskys ligning.

Ligningen, der findes i mange derivater, beskriver bevægelsen af fartøjer, der følger grundprincippet for en raket.

En raket er i denne sammenhæng en enhed, der kan accelerere ved hjælp af tryk fra en raketmotor, der dels reducerer rakettens samlede masse og dels vekselvirker med en forøget hastighed og fremdrift i en bestemt (vektoriseret) retning.

Tsiolkovskys artikel: Udforskning af rummet ved hjælp af raketter

Tsiolkovskys arbejde med sin ligning førte ham frem til artiklen Udforskning af verdensrummet ved hjælp af raketter, (russisk: Исследованиемировыхпространствреактивнымиприборами), fra 1903.

Det var den første akademisk-teoretiske artikel om raketmotorer, der beviser at man ved at bruge raketteknologi kan rejse ud i rummet.

I sin afhandling beregner Tsiolkovsky ved hjælp af Tsiolkovskys ligning den hastighed, (8,000 m/s), der kræves for at opretholde et lavt kredsløb om jorden.

I artiklen beregner Tsiolkovsky at dette er muligt med en flertrins-raket, der drives af en blanding af flydende ilt og brint..

Hermann Oberth (1894 – 1989)

Wernher Von Braun nævnes ofte som ophavsmanden bag de nazi-tyske V2 raketter.

Men udviklingen af V2 raketten var baseret på en anden tysk videnskabsmands teoretiske og praktiske arbejde med at udvikle raket teknologi, nemlig Hermann Oberth.

Oberth anses sammen med Robert Esnault-Pelterie, Konstantin Tsiolkovsky og Robert Goddard for at være den moderne raket- og rumforsknings fædre.

Oberth fik i 1929 Frankrigs astronomiske selskabs Prix REP-Hirsch for sin bog Wege zur Raumschiffahrt, der er det første seriøse videnskabelige værk om rumfart.

Hermann Oberth udviklede i 1929 den første raketmotor med flydende brændstof i verden, den såkaldte Kegeldüse.

Det var også Oberth, der allerede i 1920’erne udviklede ideen om en flertrins raket.

Hermann Oberth har flere gange udtalt, at han var inspireret at Jules Vernes roman De la Terre à la Lune i sine forsøg på at udvikle en raketmotor.

Robert H. Goddard (1882 – 1945)

Robert H. Goddard - teknologikritik.dk
Robert H. Goddard i Auburn, Massachusetts 1926 ved affyringsstativet til sin opfindelse; verdens første raket med flydende brændstof. Foto: Esther C. Goddard. Public Domain.

Goddard opsendte den 16. marts 1926 det, der anses for at være verdens første raket drevet af en raketmotor med flydende brændstof.

Goddard og hans gruppe udviklede og patenterede flere af de principper, der gælder for raket teknologi den dag i dag.

Goddards opfindelser anses for at indlede rumalderen.

Blandt Goddards opfindelser, der muliggjorde rumfart og en effektiv styring af raketter, er styring i tre akser, gyroskop og styrbare raketmotorer.

 

Robert Esnault-Pelterie (1881 – 1957)

Franskmanden Robert Esnault-Pelterie var flydesigner og flyproducent af svævefly, motoriserede monoplaner og flymotorer.

Hans første svævefly var inspireret af Wright brødrenes Glider fra 1902.

Esnault-Pelterie opfandt og havde patent på det, der endnu i dag kendes som joy-stick flykontrolpinden.

Stort set alle flyproducenter under 1. verdenskrig benyttede hans joy-stick design, uden at betale afgifter.

En retssag efter krigen afgjorde betaling af afgifter og gjorde Esnault-Pelterie meget rig.

En parallel udvikling

Robert Esnault-Pelterie var meget fascineret af de nye teorier om rumrejser og rumraketter.

Uden at kende til eller have hørt om Konstantin Tsiolkovsky og hans ligning for rumfart ved hjælp af raketteknologi, udviklede Esnault-Pelterie den samme ligning i 1913.

Esnault-Pelterie præsenterede sit arbejde i en artikel, hvor han foreslår at bruge atomenergi, (radium) til interplanetariaske rumrejser.

I 1929 præsenterede Esnault-Pelterie et udkast til et ballistisk missil drevet af flydende brændstof, for det franske forsvarsministerium.

Moderne raketter

Den første moderne raket blev bygget i 1926 af Robert H. Goddard.

Rakettens motor blev drevet af flydende brændstof, der bestod af en blanding af benzin og flydende ilt.

Goddard monterede en højtryksdyse på raketmotorens forbrændingskammer, der gjorde at udstødningsgasserne fra dysen bevægede sig med hypersonisk hastighed.

Goddards raketmotor med flydende brændstof var et enormt gennembrud for udviklingen af moderne raketter.

Det gjorde det muligt at opnå de supersoniske hastigheder og den fremdrift, der er nødvendig for at kunne sende raketter i kredsløb om jorden.

To typer moderne raketmotorer

Moderne raketmotorer drives af enten fast eller flydende brændstof.

Indtil Goddard udviklede sin raketmotor med flydende brændstof var raketter blevet drevet af fast brændstof i form af sort krudt siden 1300-tallet.

Udviklingen af raketmotorer, der drives af flydende brændstof, gjorde rumkapløbet muligt.

Det gjorde også at nazisterne i Nazi-Tyskland kunne udvikle de første raketter, der var ballistiske missiler.

Der er fordele og ulemper ved begge typer forbrændingssystemer.

Den store forskel kan måles i den såkaldte impuls-rate de to typer forbrænding har, dvs. effektiviteten af forbrændingen af brændstof omsat til fremdrift.

Raketmotorer med flydende brændstof har en højere impuls-rate.

Forbrændingen i en raketmotor med fast brændstof kan ikke styres i real-time.

Det er kun muligt at skrue op eller ned for effekten på en raketmotor med fast brændstof gennem en planlagt programmering af forbrændingen.

Faststof raketmotorer er nemmere at opbevare og er billigere at producere.

Flydende brændstof består oftest af en blanding af flere forskellige flydende stoffer, selvom der findes flydende raketbrændstof, der kun består af et stof.

Nogle af de flydende stoffer, der indgår i brændstofblandinger, er meget giftige og de er ustabile.

Hvis f.eks. flydende ilt indgår i en brændstof blanding skal det holdes nedkølet for at bevare de flydende egenskaber.

Det giver i sidste ende mere komplekse og ustabile motorer med bevægelige dele, der (nemt) kan gå i stykker.

Motorerne på Apollo programmets Saturn V raketter brugte en blanding af petroleum og flydende ilt som brændstof.

I 1970’erne udviklede USA faststof-forbrænding på sine Minuteman og Peacekeeper ICBM missiler.

På flere rumprojekter i moderne tid har raketter være drevet af raketter med både faststof motorer og motorer med flydende brændstof, som f.eks. på USAs Space Shuttle.

Rumkapløbet

Rumkapløbet, der var en koldkrigs-kappestrid mellem USA og Sovjetunionen, kulminerede med Apollo 11 missionen til Månen.

Det var et kapløb mellem USA og Sovjetunionen om meget mere end en månefærd.

Det var i lige så høj grad et våbenkapløb om udvikling af ballistisk raketteknologi.

Rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA startede med opsendelsen af den sovjetiske Sputnik satellit i 1957.

Der kan argumenteres for at rumkapløbet begyndte under 2. verdenskrig da det gik op for både USA og Sovjetunionen, at nazi-tyskland havde et enormt forspring indenfor raketteknologi.

Nazi-tysklands V2 raketter var ballistiske missiler, der kunne nå en frit-falds højde på 80 kilometer.

V2 raketterne havde potentiale til at nå ud i rummet.

I juni 1944 krydsede en V2 raket den såkaldte Kármán grænse, der i 100 kilometers højde markerer overgangen mellem jordens atmosfære og rummet.

Rumkapløbet blev siden til et kapløb om at komme først til Månen – månekapløbet.

Kapløbet var i mange år en dyst på raketter og astronauter mellem USA og Sovjetunionen.

Forud var gået mange års forskning og udvikling i raketteknologi i både USA og Sovjetunionen.

Det er hverken væsentligt eller at særlig nemt at udråbe en vinder af rumkapløbet.

På den ene side har Sovjetunionen en lang række bemærkelsesværdige ‘første-gangs’ sejre i rumfartshistorien, mens USA var den første og foreløbig den eneste nation, der har landsat mennesker på Månen.

Fra Peenemünde til Cape Canaveral

Ved afslutningen af 2. verdenskrig fandt den første etape af våben- og rumkapløbet mellem Sovjet og USA sted i det besejrede nazi-tyskland.

Tyskland have opbygget en ballistisk raket- og missil teknologi, som hverken Sovjetunionen eller USA på det tidspunkt var i besiddelse af.

Den nazi-tyske V2 raket var et ballistisk missil, der kunne nå mål kunne

Derfor gjaldt det for 2. verdenskrigs sejrende parter om at komme først og få fingrene i det nazi-tyske raket-isenkram og de videnskabsfolk og teknikere, der havde stået for udviklingen af bla. de tyske V2 missiler.

Operation Paperclip

Både Sovjetunionen og USA havde ved afslutningen af 2. verdenskrig ‘sikret‘ sig et antal nazi-tyske ingeniørers mere eller mindre velvillige samarbejde om udvikling af de to landes raket- og rumprogrammer.

Den amerikanske Operation Paperclip havde i al hemmelighed flyttet flere hundrede nazi-tyske rum ingeniører og teknikere fra det besejrede nazi-tyskland til USA.

Operation Paperclip foregik fra 2. verdenskrigs afslutning og helt frem til 1959.

Med en af den moderne raket- og rumfartsvidenskabs grundlæggere Hermann Oberth og manden bag de nazi-tyske V2 raketter Wernher von Braun i spidsen, sendte Operation Paperclip mere end 1.600 tyske forskere og ingeniører til USA.

Her skulle de arbejde med at udvikle det amerikanske rumprogram.

Wernher von Braun

Wernher von Braun var en af grundlæggerne af Apollo programmet.

Men inden da arbejdede von braun for det nazistiske styre i Tyskland under 2. verdenskrig.

Både Oberth og von Braun var tilknyttet V2 projektet i Peenemünde i Nazi-tyskland.

I Peenemünde var Wernher von Braun assistent for Hermann Oberths, mens rollerne var byttet om efter 2. verdenskrig, hvor begge arbejdede med at udvikle rumraketter for NASA i Huntsville, Texas i USA.

Wernher von Braun havde som ung student købt Hermann Oberths bog Die Rakete zu den Planetenräumen, der var Oberths oprindelige videnskablige afhandling om raketteknologi og rumfart.

I løbet af 1930’erne arbejdede von Braun som assistent for Oberth ved Berlins Tekniske Universitet, hvor de testede en raketmotor, der blev drevet af flydende brændstof.

Von Braun skrev i 1934 en afhandling om udvikling af en raket med flydende brændstof, der blev hemmeligholdt af den tyske hær helt frem til 1960.

Von Braun blev en central figur i Nazi-tysklands forsøg med at udvikle et ballistisk missil.

I 1934 blev von Braun leder af den gruppe af forskere og ingeniører, der senere udviklede nazi-tysklands V2 våben, tilknyttet den tyske hærs forsknings- og udviklingscenter i Kummersdorf.

Det var i Kummersdorf, at det lykkedes for von Brauns gruppe at sende to raketter og i henholdsvis 2,5 og 3,5 kilometers højde.

De tyske raketforskere og ingeniører var stærkt interesserede den amerikanske opfinder Robert Goddards arbejde med at udvikle en raketmotor med flydende brændstof.

We choose to go to the Moon

I en tale til USAs kongres 25. maj 1961 erklærede Kennedy, at USA ville sende mennesker til Månen, landsætte dem og få dem tilbage til jorden.

“I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to earth.”

John F. Kennedy 25. maj 1961

I sin berømte “Why go to the Moon?” tale på Rice Stadium den 12. september 1962 indledte Præsident Kennedy månekapløbet.

Video: John F. Kennedy “Why go to the Moon?” talen på Rice Stadion 12. september 1962

Video: Rice University på Youtube.

Kennedys tale og Apollo programmet var bla. en reaktion på to skelsættende begivenheder:

Opsendelsen af verdens første satellit Sputnik og opsendelsen af det første menneske i rummet Yuri Gagarin.

Sovjetunionens vellykkede opsendelse af først Sputnik satellitten i oktober 1957 og senere opsendelsen af kosmonauten Yuri Gagarin i april 1961 – det første menneske i rummet.

Det var to begivenheder, der rystede hele den vestlige verden og i særdeleshed USA.

Den kolde krig var på sit højeste i 1950’erne og 1960’erne.

Alan Shephard i Freedom 7 kapslen før opsendelse 5. maj 1961.
Foto: NASA. Public domain

Alan Shephard – Freedom 7

Den første amerikanske astronaut i rummet var Alan Shepard.

Han fløj suborbitalt den 5. maj 1961 i 15 minutter ombord på Freedom 7, der blev opsendt med en Mercury-Redstone raket.

Missionen hed officielt Mercury-Redstone 3.

Shephard vendte tilbage til rummet 10 år senere som kaptajn på Apollo 14 missionen til Månen i februar 1971.

Alan Shepard skulle have fløjet med Apollo 13, men blev valgt fra af den kommission, der udvalgte Apollo besætningerne.

 

Mercury programmet

Mercury opsendelserne var USAs første bemandede og orbitale rumflyvninger.
Mercury kapsel test 1. januar 1960. Foto: NASA. Public domain.

Mercury opsendelserne var USAs første bemandede orbitale rumflyvninger.

Astronauten John Glenn var den første til at gennemføre 3 kredsløb om Jorden i Mercury Friendship 7 rumkapslen i 1962.

Det nystartede NASA rumfartsagentur gennemførte fra 1958 til 1963 i alt seks bemandede orbitale rumflyvninger med Mercury programmet.

John Glenn blev som 77-årig det ældste menneske i rummet ombord på rumfærgen Discovery i 1998.

 

Gemini programmet

Gemini programmet var USAs andet rumfarts projekt.
Astronaut Edward White rumvandring, Gemini 4, Juni 1965. Foto: NASA / rawpixel.com. CC BY 4.0

Gemini programmet var USAs andet rumfarts projekt.

Med Gemini programmet indledte NASA de egentlige forberedelser og tests til en bemandet månefærd.

Gemini rumkapslerne havde plads til to astronauter.

Formålet med Gemini projektet var at træne længerevarende ophold i rummet, rumvandringer samt de rendez-vous og docking-manøvrer med et andet fartøj i rummet , der var nødvendige for en månefærd.

NASA gennemførte 12 missioner med Gemini pogrammet fra 1964 til 1966.

 

Apollo programmet

Apollo programmet blev projekteret allerede under Præsident Eisenhower i begyndelsen af 1960.

Det var Abe Silverstein, en ingeniør ved NASA, der fandt på navnet Apollo.

Navnet stammer fra den græske gud Apollon, der er en af den græske mytologis mægtigste guder.

Silverstein fortæller om hvordan han en aften i sit hjem blev overvældet af tanken om hvilket gigantisk og historisk projekt Apollo programmet var.

Han har selv udtalt, at han “så for sig lysets gud Apollon ride henover Solen og verdensrummet“.

Apollo programmet var det tredje i rækken af amerikanske bemandede rumflyvnings-programmer.

Apollo missionerne

NASA planlagde i alt 18 Apollo missioner hvoraf fem missioner blev aflyst eller afbrudt i utide.

Det var den første mission Apollo 1, Apollo 13 og de tre sidste missioner Apollo 18, 19 og 20.

Ifølge NASA1 havde Apollo programmet og Apollo missionerne fire overordnede formål:

  1. Udvikling af rumteknologier, der i sidste ende ville sætte USA i stand til at transportere et månelandingsfartøj og tre astronauter til Månen og derved foretage en videnskabelig udforskning af Månen.
  2. Udvikling af rumteknologier, der kunne bruges til at etablere og fastholde USAs tilstedeværelse i rummet.
  3. Udvikling af teknologier til understøttelse af menneskets arbejde i rummet.
  4. Udvikle amerikansk lederskab / dominans i rummet.

Rejsen til Månen skulle munde ud i at to astronauter efter landing på Månen skulle forlade landingsfartøjet og træde ned på Månen.

Missionens tredje astronaut skulle forblive i kredsløb om Månen i et Apollo moderfartøj.

Herefter skulle de to astronauter returnere til moderfartøjet og returnere tilbage til jorden.

En tragisk begyndelse

Den første Apollo mission, Apollo 1, blev aflyst efter der under træning opstod en brand i Apollo kommandomodulet, mens Saturn 1B raketten med Apollo moduler stod klar på Cape Canaverals startrampe.

Branden dræbte de ombordværende astronauter Gus Grissom, Edward White og Roger Chaffee.

Ulykken var et alvorligt tilbageslag for Apollo programmet inden det overhovedet var kommet i gang.

Samtidig førte ulykken til en række forbedringer af især kommandomodulets struktur.

” Okay, Houston, we’ve had a problem here”

Apollo 13 missionen var ellers kommet godt fra start, da missionen efter to dages færd mod Månen blev ramt af en eksplosion i en ilttank, der gjorde alvorlig skade på Apollo servicemodulet.

Frem for at blive endnu et triumftog til Månen blev Apollo 13 en uovertruffen og enestående opvisning i menneskets opfindsomhed, krisehåndtering og overlevelsesevne.

Efter eksplosionen blev Apollo 13 missionen og dens mandskab først anset for tabt.

Men efter NASA og besætningen sammen fik regnet på mulighederne lykkedes det at etablere en ‘abort-mission’ plan, der så ud til at kunne lykkes.

Elektricitet, vand og CO2 indholdet i luften ombord viste sig at være de tre største udfordringer under den afbrudte færd tilbage mod jorden.

Alle forhindringer blev klaret – bla. måtte astronauterne rigge et CO2 rensefilter sammen af de forhåndenværende ting ombord – og Apollo 13 kom sikkert tilbage til jorden.

Rumkapløbet slutter

Det var mindst ligeså meget uheldene, der fulgte Apollo programmet, som det var programmets enorme teknologiske og historiske succes, der var medvirkende til at Apollo programmet blev afsluttet før alle de planlagte missioner var gennemført.

Apollo 18, Apollo 19 og Apollo 20 blev alle aflyst af flere årsager.

Uheldet med Apollo 13 var årsag til at Apollo 18 og Apollo 19 missionerne blev aflyst – det var i hvertfald en del af den officielle forklaring.

USA var i gang med at udvikle både Skylab rum stationen i kredsløb om jorden og NASAs nye Space Shuttle rumfærge.

Det gjorde at NASA valgte at aflyse de sidste missioner i Apollo programmet.

Apollo 20 missionen blev aflyst for at give plads til opsendelsen af det nye Skylab og senere NASAs Space Shuttle.

Eksterne og interne sparekrav til NASA gjorde at Apollo missionerne ganske enkelt blev for dyre.

Tiden løb fra missioner til månen, offentligheden mistede interessen for månerejser og der blæste nye politiske vinde efter at USA havde udnævnt sig selv som vinder af rumkapløbet.

Rumkapløbets og især Apollo programmets mange teknologiske gennembrud skulle nu bruges bedre og billigere på at udvikle jordnære rummissioner.

Fokus blev rettet mod rumtransport med den nye Space Shuttle og forskning i rummet ombord på Skylab.