Teknologikritik – magasin om teknologi

Teknologikritik – et magasin om teknologi

Det handler om teknologi og om teknologiens historie, udvikling og samspil med samfundet.

Teknologikritik handler om andet og mere end selve teknologierne i form af teknikker og tekniske opstillinger, tekno-mekaniske og -elektroniske artefakter og konstellationer, immaterielle og software-baserede teknologier, maskiner, produkter og deres produktionssystemer.

Magasinet handler også om de sociale processer, der udspilles, når teknologi møder samfundet, i form af mennesket og dets institutioner, og om hvordan dette møde påvirker og former mennesket.

Hermed nærmer Teknologikritik sig “critique” begrebet, der er hentet fra de litterære og filosofiske domæner.

Her bruges begrebet kritik (critique) som udgangspunkt for en idé-debat og en diskursiv oplysende proces.

Vi vil gerne skabe rum og forum for en diskussion om teknologi – teknologikritik – og om menneskets forhold til teknologi.

Hvordan nye teknologier udvikles, indføres i og påvirker samfundslivet.

Hvis vi skal påtage os en kritisk og diskuterende rolle i teknologidebatten, så må vi først vide præcis hvad, det er vi taler om.

Vi må starte et sted!

Hvad forstås ved teknologi og teknologiers anvendelse i samfundslivet?

Derfor lægger Teknologikritik – et magasin om teknologi ud med en forholdsvis lang artikel om teknologibegrebet og dets historie.

Elektronisk revolution

Allerede kort tid efter internettet for nu 30 år siden med en enorm fascinationskraft og begejstring blev massivt udrullet til alle områder af samfundslivet, opstod de første diskussioner om hvorvidt denne udrulning foregik på en forhastet og ukritisk måde.

Fascinationen og begejstringen ved Internettet overvandt alle bekymrede miner.

I takt med den elektroniske revolution opstod nye industrier og nye markeder for en lang række nye teknologiske produkter og gadgets.

I det forløb blev alle teknologikritiske overvejelser overhørt, lagt på hylden og hurtigt glemt.

Internettets mange kategorier, der befinder sig et enkelt klik fra brugeren, blev hyldet som det nye sort i måden at tilegne sig viden på.

I 2014 fyldte Internettet 25 år.

To år tidligere udkom i 2012 den tyske neurobiolog Manfred Spitzers bog Digital Demenz.

Spitzer gør sig her til talsmand for en langt mere kritisk holdning til Internettet og digitale medier – især når det gælder børn og unges forbrug af digitale medier.

Ifølge Spitzer og hans forskning kan selv et moderat forbrug af digitale medier give især børn og unge en ny type (digital) demens, der blandt andet er karakteriseret ved udbredt koncentrationsbesvær og manglende evne til fordybelse.

Spitzer går så vidt som til at anbefale, at digitale medier helt udelukkes fra klasseværelset.

Spitzer baserer sin (drastiske) anbefaling på sin viden og forskning om hvordan den menneskelige hjerne fungerer.

Det er Spitzers pointe, at det er på grund af den menneskelige hjernes fantastiske tilpasningsevne, at præsentationen af de digitale mediers og Internettets flygtige datastrømme kan forårsage samme flygtige måde at tilegne sig viden på:

En ufokuseret og ukoncentreret bevidsthed, der ifølge Spitzer bedst kan karakteriseres som en ny type demens.

Den danske folkeskole – en frontrunner udi det digitale

Udviklingen i den danske folkeskole er gået i den modsatte retning i forhold til Spitzers konklusioner og anbefalinger.

Folkeskolen i Danmark har gennemført en massiv introduktion og brug af digitale læringsmedier helt fra de små klasser og opefter.

Måske kan vi nu, efter begejstringen over den digitale revolution har lagt sig en smule her 25 år senere, bedre se, at bundfældet viden, som en lærings- og dannelsesproces formidlet af lærere, er noget helt andet end den hurtige og overfladiske netbaserede adgang til svarmuligheder?

En lang række af de sociale fællesskaber, der tidligere var baseret på fysisk nærvær, er blevet udkonkurreret og afløst af nye netbaserede og immaterielle fjern-fælleskaber – f.eks. de sociale medier.

De danske folkeskolelærere er mere kritiske nu

Skolelærere i Danmark har flere gange i forskellige medier på det seneste bemærket hvordan eleverne godt nok stadig fysisk sidder sammen i klasselokalerne.

Men de sidder ofte hver for sig dybt engagerede i deres personlige profiler på de fjern-fællesskaber, som de nye sociale medier ved hjælp af netbaserede IT-teknologier tilbyder.

Det er kommet flere indlæg i debatten fra skolelærere om hvordan de ikke længere kan konkurrere om opmærksomhed overfor de sociale medier i klasseværelset.

Flere og flere folkeskoler har de seneste år indført regler for brug af elevers egne digitale medier i klasseværelset.

Teknologi og mennesket – et dilemma?

Uanset hvor og hvornår teknologier er blevet taget i anvendelse i samfundet, opstår der (erkendte eller ej) dilemmaer og problematikker omkring selve implementerings- og anvendelseshandlingen.

Både i forhold til udbredelsen og implementeringen af en ny teknologi, men også i forhold til mennesket og dets forhold til og brug af ny teknologi.

Hvert enkeltbillede i billedmosaikken øverst i artiklen markerer et dilemma, (erkendt eller ej), mellem mennesket og anvendelsen af en bestemt teknologi.

I hvor mange af tilfældene ovenfor har der været ført en overordnet og generel diskussion, eller ligefrem en samfundsdebat(!), om hvorvidt en specifik teknologi skulle tages i anvendelse og på hvilke præmisser det skulle foregå?

Diskussionerne har i så fald foregået i fora, der ikke har den brede offentligheds opmærksomhed eller interesse.

Der er ikke registreret særlig mange tiltag fra politisk side om at prioritere en teknologidiskussion. Det virker som om vores nuværende politiske generation er langt mere interesseret i teknologiens indflydelse på markedskræfterne, end dens indflydelse på mennesket.

Bevares, der er – især på ældreområdet – foretaget en række forsøg med specifik og målrettet “ældre-teknologi” eller “hjælpemiddel-teknologi”.

Det er altid vigtigt at vide, om en robotstøvsuger er til for at forsøde livet  for og frigøre et menneske eller om den er der for at spare penge…

Er det kyniske (politiske) svar på det dilemma, at den (robotstøvsugeren) er der af begge årsager?

Teknologikritik.dk ønsker at (gen)oplive og revitalisere den diskussion – om ikke andet fordi vi nu bedre kan føre diskussionen efter 25 år med elektronisk revolution.

Teknologiske kvantespring – mere end buzzwords

Der findes tre store tekno-historiske brud eller revolutioner:

Industrialiseringen i 1700-1800-tallet markerer muligvis det største tekno-historiske skred, som verden har set.

2. verdenskrig muliggjorde (nødvendiggjorde) en række nye teknologiske skred af et hidtil uset omfang.

Den elektroniske revolution fra midten af 1980’erne og fremefter, (den elektroniske revolution er stadig i gang), markerer sammen med de to ovennævnte de tre mest dominerende og massive teknologiske skred, som verden har set.

Alle tre tilfælde udgør i sig selv store teknologiske skred i verdenshistorien. Industrialiseringen ville for eksempel ikke have været mulig uden udvikling af en mængde nye teknologier, der på afgørende punkter betød et opgør og et afsæt væk fra tidligere tiders organisering af samfund og menneskets tilværelse.

Der har naturligvis været andre skelsættende teknologiske begivenheder i verdenshistorien, men de tre ovenfor anførte tilfælde udgør hver især massive og globale paradigmeskift for mennesket og for samfundslivet.

Man kan anføre, at overgangen fra jæger- og samler samfund til landbrugs-samfund er det mest afgørende brud i menneskets historie – spørgsmålet er blot om det på samme måde som de tre ovenfor anførte teknologibrud, udgjorde et teknologisk kvantespring…

Da staten Ohio i USA i begyndelsen af det 20. århundrede debatterede indførelsen af telefonen, mente borgmesteren i en af statens store byer, at en enkelt telefon placeret på byens rådhus måtte være rigeligt. Så kunne folk komme op på rådhuset når de havde behov for at telefonere…

Der findes et politisk parti i Danmark, der i mange år har haft en passus i sit partiprogram om at én PC til deling blandt en gruppe af mennesker af en vis størrelse, ville være rigeligt til at dække menneskets behov for elektroniske hjælpemidler.

Vi kender her på Teknologikritik.dk ikke alderen for den yngste ejer af en smartphone i Danmark, men i 2013 var der mindst en mobiltelefon i 98% af alle hustande i Danmark.
Kilde: Danmarks statistik.

I dag spiller markedskræfter en bestemmende og afgørende rolle for udvikling og indførelse af nye civile teknologier. Det er i den sammenhæng brugsaspektet ved teknologi, vi diskuterer.

Men der findes naturligvis andre forhold, der er medbestemmende for udviklingen af nye teknologier.

F.eks. er udviklingen af såkaldt “grøn teknologi” bestemt af forhold som f.eks. forurening og global opvarmning, hvorved der efterfølgende kan opstå “grønne” industrier og markeder for “grøn teknologi”. Her er rækkefølgen omvendt; nogle naturforhold nødvendiggør udvikling af en bestemt type teknologi.

Teknologibegrebet – historisk oversigt 1. del

Teknologi er et begreb, der beskriver redskaber eller viden, som udvider menneskets handlemuligheder i tid og rum.

Niklas Luhmann definerer teknologi således:

Teknologi kan anvendes til at beskrive forhold hvor noget anvendes med det formål at transformere bestemte input til mere eller mindre bestemte output.
Luhmann 1997 s. 517-536; 2008 s. 83-100.

Begrebet beskriver et spredt spektrum af menneskeskabte fænomer; fra medicin, gensplejsning, landbrugsteknologi og vindmøller, over elektronik, computere og software — til robotter, kirurgiske værktøjer og varmesøgende missiler.

Udnyttelsen af teknologi i en industriel sammenhæng (dvs. masseproduktion) finder sted på baggrund af en systematisk, videreformidlet viden, som det finder sted indenfor videnskaben, der gør det muligt at producere og reproducere fysiske konstruktioner og aggregater, der baserer sig på tilgængeliggjort viden og erfaring.

En lignende tanke ligger bag patentsystemet, der skal sikre en virksomhed et monopol på økonomisk udnyttelse af den udarbejdede viden i en fastsat periode (almindeligvis 20 år), mod at den opnåede viden til gengæld offentliggøres og efterfølgende kan udnyttes af enhver, der måtte ønske det.

Teknologibegrebet kom i anvendelse i slutningen af 1700-tallet, som betegnelse for den ‘nyttige’ viden, man skulle tilegne sig for at kunne lede mere komplekse produktionsenheder.

Den første til at anvende ordet på engelsk, var den amerikanske botaniker og farmaceut Jacob Bigelow, i Elements of Technology fra 1829.

Ordet teknologi er afledt af det græske ord tékhnÄ, som betyder ‘håndværk’, ‘frembringelse’ eller ‘kunnen’.

Endelsen -logi kommer fra det græske ord logos, der betyder ord, tanke eller fornuft (jævnvfør logik), og oversættes traditionelt som ‘læren om’.

Ordet teknologi betyder altså (tillempet) ‘læren om kunnen eller frembringelse’.

I denne anvendelse af begrebet blev teknologi i løbet af 1800-tallet til et andet ord for ‘anvendt naturvidenskab’; med fokus på det vidensgrundlag, som industriel teknologi udnyttede.

Oplysningstidens berømte encyklopædier var eksponenter for en sådan opfattelse af viden, som kunne anvendes til noget – og det er denne begrebsbrug, som har været fremherskende også i det 20. århundrede.

Denne begrebsbrug medførte samtidig en forestilling om videnskabelig viden som værdineutral, løsrevet fra den praktiske, teknologiske anvendelse.

En anden anvendelse af teknologi-begrebet blev formuleret af filosoffen Ernst Kapp (1808-1896), som en reaktion mod den fremherskende, rationelle teknologi-opfattelse.

I Grundlinien einer Philosophie der Technik (1877) beskrev Kapp teknologi som en udvidelse af den menneskelige krops muligheder – funktionelle forlængelser af vores handleevne, vore organer og sanser.

Kapp, som skrev på baggrund af romantikken, opfattede således overvejende teknologi som et fænomenologisk begreb, og interesserede sig ikke videre for den viden, som gjorde ny teknologi mulig, men for de muligheder den skabte, for at mennesket i enhed med naturen kunne skabe fremskridt.

Disse to opfattelser og anvendelser af begrebet blev knyttet sammen i en forestilling om teknologi som ‘opfindelser’, nært forbundet med den udbredte fremskridts- og udviklingstanke, som blev populær i løbet af 1800-tallet, som oftest i form af begejstring over nye tekniske landvindinger — og en næsten blind tiltro til, at videnskabens opdagelser kun ville bringe menneskeheden det bedste.

Denne opfattelse opsumeres fint af Keld Nielsen et al. i det danske oversigtsværk Skruen uden ende:

“Mennesket forbedrer sine handle- og overlevelsesmuligheder gennem en kombination af mere viden og forbedring af sin situation. Teknologi er viden som magt først og fremmest over naturen og dermed over menneskets egen skæbne.”
Nielsen et al., 2005, s. 541

Denne oplysningstanke spillede en vigtig rolle i det værdisæt, som gjorde koloniseringen af Afrika til en mulighed – en mulighed der for mange blev naturaliseret af videnskaben, jævnfør den udbredte darwinistiske tanke om nogle racers deterministiske overlevelse, på andres (‘lesser races’) bekostning.

Endnu den dag i dag spiller forestillingen om teknologi som synonymt med tekniske og industrielle ‘fremskridt’ en rolle, når man eksempelvis i forbindelse med ulandspolitik anvender udtryk om, at u-landene skal ‘bringes op på vores niveau’ eller skal bringes ind i en positiv ‘udvikling’, underforstået frem imod et teknologisk ‘niveau’ og imod samfundsmæssige strukturer vi i vesten opfatter som moderne.

I denne henseende lever drømmen om vestlig ‘oplysning’ af verden i bedste velgående.

I dag anvendes begrebet teknologi enten som et generelt samlebegreb, eller nærmere specificeret begreb for identificérbare tekniske landvindinger inden for videnskaben eller industrien, der således beskrives som ‘teknologier’.

Det er i denne sidste almindelige betydning at begrebet hovedsagligt anvendes i denne artikel.

Dette skal imidlertid ikke forstås således, at teknologier er noget, der kan forstås som som løsrevne, afsluttede, lineære størrelser, hvor den ene teknologi ubønhørligt afløses af den næste i et fremadskridende forløb.

Selvom det virker som om både vores politikere og markedskræfterne (herunder vidensindustrien) netop opfatter og anvender begrebet således i deres argumentation.

Opfattelsen af teknologi som ‘anvendt viden’ har en iboende determinisme, som er faretruende for enhver historisk analyse af teknologisk anvendelse.

Et andet problem for denne teknologi-opfattelse er, at den ‘bagvedliggende viden’ i videnskaben umærkeligt antages som et af reelle forhold uafhængigt sandhedsvidne, der således kan legitimere de uhyrligste ting; et problem den svenske forfatter Sven Lindqvist er inde på, og som tages op i et senere afsnit i artiklen.

Teknologihistorikere har i senere år gjort noget op med den ukritiske fremskridts-tænkning, som har præget opfattelsen af teknologibegrebet.

De er især begyndt at interessere sig mere for hvordan teknologi udvikles og indoptages i, eller alternativt bremses og blokeres af, sociale sammenhænge og institutioner, og hvilken indvirkning nye teknologier har for sociale sammenhænge og vores forhold til verden.

Ud fra sådanne fænomenologiske og sociale perspektiver er den franske teknologi-teoretiker Paul Virilio særligt interessant.

Teknologier kan imidlertid ikke forstås meningsfuldt i en historisk sammenhæng, som løsrevne, afsluttede, lineære størrelser, hvor den ene teknologi ubønhørligt afløses af den næste i et fremadskridende forløb.

Den måde ny teknologi forandrer selve vidensgrundlaget for vores ageren og udvikling af ny teknologi, er i dag højaktuelt med udviklingen af nye vidensnetværk og videnssystemer, på f.eks. internettet.

Den teknologiske revolution

Den vestlige industrialisering i løbet af 1800-tallet, og især den udbredelse af ny teknologi, som fandt sted fra ca. 1867-1914 var af en helt ny formativ karakter for de vestlige samfund.

Teknologihistorikeren Vaclav Smil argumenterer overbevisende for, at der i præcis denne periode fandt en innovation sted, som indenfor en række centrale områder skabte grundlaget for alt hvad der siden har fundet sted af yderligere ‘raffinementer’ i det 20. århundrede.

Det handler om udviklingen af og udnyttelsen af elektricitet, forbrændingsmotorer, en ny kemisk materialeforståelse (udnyttet i alt fra papirproduktion til konserves), og en kommunikationsrevolution, der med rotationspresser, sættemaskiner og jernbanenet gjorde det muligt at bringe aviser og postordrekataloger ud til selv de fjerneste samfundsborgere.

Opdagelsen af elektromagnetismen og dermed opdagelsen af et usynligt univers for menneskelig kommunikation blev snart anvendt til trådløs telegrafi og senere radio og fjernsyn.

Vaclav Smil tilhører den naturvidenskabelige teknologi-tradition, som er optaget af at forklare hvordan bestemte typer af opfindelser fungerer. Hans naturalisering af det naturvidenskabelige ‘grundlag’ for teknologisk innovation betyder, at han er ude af stand til eksplicit at forklare, hvad der satte den kolossale gejst af innovation i gang, som han beskriver. Hans afdækning af det industrielt-teknologiske landskab giver dog flere væsentlige spor.

Energi

Der er altid et energitab i udførelsen og udvekslingen af manuelt arbejde. Den industrielle vækst i sidste halvdel af 1800-tallet handlede især om, at minimere dette energitab, for derved at sætte (nogle) mennesker bedre i stand til at realisere sig selv.

Dampmaskiner, forbrændingsmotorer og elektricitet skabte en relativt stærkt forbedret udnyttelse af den samlede mængde energi. Dette gjorde det muligt at opbygge en industriel økonomi, hvor varer kunne produceres mere pris-effektivt. Dermed blev vejen banet også for revolutionen indenfor kommunikation.

Aviser, postvæsen, transportmuligheder – tre centrale områder, hvor afgørende tekniske landvindinger gjorde det muligt for de nye industrielle tænkere og entreprenører at opnå viden om hinandens eksistens og projekter, at skabe kontakt til hinanden og etablere netværk – og sidenhen mødes for at sammenligne notater.

Den øgede tilgængelighed og udbredelse af kollektiv viden styrkede således samtidig de netværk af opfindere og entreprenører, som søgte at udnytte de nye teknologisk-industrielle muligheder, hvilket blot medvirkede til at skabe nye opdagelser og industrielle raffinementer. F.eks. medvirkede blot forfinelsen af industrielt producerede reservedele til hurtigt at gøre maskiner og aggregater både mere pålidelige, og energi- og priseffektive. En sådan forfinelse kunne formodentlig ikke være have fundet sted, og ikke så hurtigt som tilfældet var, uden den vide udbredelse af kommunikationsmedier. Denne vekselvirkning imellem energiudnyttelse og informationsøkonomi spillede efter alt at dømme en vigtig rolle i at skabe den teknologiske revolution, Smil beskriver.

De nye teknologier var også medvirkende til at konstruere og styrke nationale fællesskaber. Massedistributionen af nationale aviser og andre sproglige udtryk, og den grad af samtidighed, som den industrielle distribution gjorde mulig – dvs. denne konstruktion af et fælles sprogligt rum, som gjorde det muligt at føle et fællesskab med andre deltagere i dette rum, skabte og styrkede nationale forestillinger. Idet alle kunne læse den samme avis hver dag, opstod der en helt unik historisk situation, som styrkede den nationale sammenhængskraft.

Teknologi som hastighed

Teknologihistorikere har i senere år gjort noget op med den ukritiske fremskridts-tænkning, som har præget opfattelsen af teknologibegrebet, og er især begyndt at interessere sig mere for hvordan teknologi udvikles og indoptages i, eller alternativt bremses og blokeres af, sociale sammenhænge og institutioner, og hvilken indvirkning nye teknologier har for sociale sammenhænge og vores forhold til verden — f.eks. vores tidsopfattelse og vore erfarings- og forventningshorisonter.

Teknologier udvikles og anvendes med andre ord af mennesker, og det er de sociale, politiske og militære sammenhænge de anvendes i, som fortæller noget om dem, og om os selv.

Ud fra sådanne fænomenologiske og sociale perspektiver er den franske arkitekt og teknologi-teoretiker Paul Virilio særligt interessant.

For Virilio, stærkt præget af sin opvækst under 2. verdenskrig, er teknologi en udvidelse af vores organisation af rum og bevægelse, med en fundamental militær karakter.

Den er først og fremmest karakteriseret ved forsøg på at kontrollere hastigheden i et givent rum. Organisationen af rummet må henholdsvis accelerere våbnenes fremdrift i forhold til fjenden, og bremse fjendens bevægelse og fremdrift.

Arkitekturen i den middelalderlige befæstede by eller fæstning, anlæggelsen af veje og infrastruktur, og konstruktionen af moderne informationsnetværk, har alle en sådan karakter — dette at give den afgørende fordel i militær konflikt, og samtidig svække fjendens operations- og bevægelsesmuligheder. Adgangen til et givent rum må dels kontrolleres, begrænses, bremses — og dels lettes, optimeres, accelereres.

Ligesom for Kapp er teknologi for Virilo en fænomenologisk udvidelse af vores sanse- og bevægeapparat.

Køllen forlænger vores arms rækkevidde og slagkraft; geværet forlænger vores magt yderligere i rum og tid – og ligesom skibe før kunne udvide rummet ved at nå fjerne kyststrækninger og give os abstrakte kort, har flyvemaskiner fra første verdenskrig og frem kunnet give os præcise fotografiske aftryk af verden, der udvider det militære rum.

I vor tid har billedet, det abstrakte aftryk af virkelighed som gengivet på CNN, med stor hastighed transporteret fra krigens slagmark til en bred offentlighed, en uhyre central betydning i krigens udførelse. Krig og våbenteknologi, og udviklingen af moderne kommunikationsteknologi hænger derfor snært sammen for Virilio. Billedet, og den hurtige transport, organisation og distribution af billedet, er det egentlige våben i hypermoderne krigsførelse. Dermed bliver også synlighed et centralt begreb. Det sete og ikke-sete bliver strategiske og taktiske overvejelser – som f.eks. udnyttes i terrorisme, eller i partisan-krigsførelse.

Teknologi er for Virilo lig med hastighedsforandring i tid og rum. Teknologi er en menneskeskabt arkitektur, som handler om skabe fremdrift, og at udnytte energien, sammentrække rummet, kondensere afstande og dermed udnytte tiden bedre – eller modsat, betvinge et rum, låse det fast, fjerne bevægelsen fra et rum, om muligt fastfryse det i eet enkelt punkt, i et enkelt ikonografisk aftryk.