I nat blev den første 3D-printede raket opsendt fra Cape Canaveral i Florida, USA.
Opsendelsen gik fint… næsten…
Relativity Spaces 3D-printede Terran 1 raket nåede desværre ikke ud i et kredsløb om jorden.
Omkring tre minuitter inde i opsendelsen fejlede det andet trins motor.
Det gjorde at missionen måtte afbrydes.
En milepæl i rumfartshistorien
Det er en milepæl i rumfartshistorien at mennesket nu er i stand til at fremstille og opsende 3D-printede rumfartøjer.
Terran 1 er en to-trins raket, der er udviklet og produceret af firmaet Relativity Space.
Relativity Space har specialiseret sig i bla. udvikling af 3D-printede komponenter til rumfartsindustrien,
Det er ikke alle komponenter på Terran 1 raketten, der er 3D-printede, men ca. 85% af raketten er 3D-printet med Relativity Spaces egenudviklede 3D-printere, der kan 3D-printe metalkomponenter.
Terran 1 rakettens motorer er også 3D-printede i følge Relativity Space,
Elektronik, (digitale komponenter) og forskellige beslag til at holde sammen på rakettens dele, er ikke 3D-print.
Klarede Max Q
Raketten klarede en af de helt grundlæggende udfordringer, som alle raketter møder på vej op gennem atmosfæren, kendt som Max Q.
Det maksimale dynamiske pres, eller Max Q, er det punkt, hvor forskellen mellem det dynamiske pres, der stiger ved rakettens øgede hastighed op gennem atmosfæren, og det statiske atmosfæriske tryk, der falder op gennem atmosfæren, når et samlet maksimum – Max Q.
Max Q værdien har stor betydning for påvirkning af rakettens struktur ved opsendelsen op gennem atmosfæren.
Derfor bliver de fleste raketter sjældent opsendt med ‘speederen trykket helt i bund‘ (full throttle), da det vil betyde et for stort dynamisk pres på rakettens struktur i forhold til det faldende statiske atmosfæriske tryk.