Nye billeder af solens overflade afslører hidtil ukendte detaljer om overfladens struktur
Solen er en gigantisk fusionsreaktor, der omsætter ca. 5 millioner tons brintatomer hvert sekund.
Det har den gjort i cirka 5 milliarder år og det vil den fortsætte med i ca. 4,5 milliarder år endnu.
Solens overflade er et 6000 grader varm kogende og turbulent boblende hav af plasma, der kommer fra den fusionsproces, der foregår i solens kerne.
Nu har et nyt solteleskop på Hawaii taget en række nye helt fantastiske billeder af solens overflade.
Det nye solteleskop leverer nye billeder af solens overflade, der er skarpere og mere detaljerede end noget andet teleskop har kunnet tidligere.
Billederne har allerede afsløret detaljer om strukturen af solens overflade, som ikke tidligere var kendte.
Daniel K. Inouye Solar Telescope
Det er det nye Daniel K. Inouye Solar Telescope, forkortet DKIST, på Hawaii, som står for en række nye både statiske og levende billeder af solens kogende overlade.
Teleskopet er navngivet den hawaiianske U.S. Senator Daniel K. Inouye.
DKIST teleskopet har en blændeåbning på på 13 fod svarende til ca. 4 meter (3,9624 meter), og er verdens største solteleskop.
Selve spejlet på teleskopet er 4,24 meter i diameter, hvoraf de yderste 12 cm. er afmasket.
Spejlets størrelse gør det muligt at se og optage solens overflade i en hidtil uset høj opløsning og detaljerigdom.
Teleskopets opløsningsgrad gør det muligt at se højopløste detaljer helt ned til en størrelse på 20 km.
DKIST teleskopet kan bruges til at observere lys fra solen, der rækker fraynligt lys til nær-infrarødt lys.
DKIST teleskopet er placeret i 13.000 fods højde på toppen af vulkanen Haleakalā på øen Maui på Hawaii.
Det er et helt nyt teleskop, der først vil stå endeligt færdig i juli 2020.
Billederne af solens overflade, der blev frigivet af National Solar Observatory den 29. januar, er resultatet af de allerførste tests med det nye solteleskop.
En gylden boblende cellelignende overfladestruktur
DKIST teleskopets billedmaterialer afslører at solens overflade er anderledes struktureret end hidtil antaget.
Billederne viser, at solens kogende og turbulente gyldne overflade er opdelt i forholdsvis skarpt afgrænsede celle-lignende boblende felter, der på trods af konvektionsstrømmens dynamik fra solens indre, kun i ringe grad flyder sammen.
Felternes eller cellernes størrelse svinger mellem en gennemsnitlig størrelse svarende til Frankrigs areal og staten Texas areal.