Første dødsoffer for en selvkørende bil er en tragisk realitet – kvinde dræbt af selvkørende Uber bil
Ifølge bla. New York Times og dr.dk, er en kvinde blevet dræbt af en selvkørende Uber bil i byen Tempe i den amerikanske delstat Arizona, USA.
Som en konsekvens heraf har UBER i dag meddelt at de med øjeblikkelig virkning indstiller al drift og test af deres selvkørende biler.
Ulykken indtraf på trods af, der sad en såkaldt ‘passiv fører’ i UBER-bilen.
En passiv fører er en UBER-tekniker, der sidder i førersædet og overvåger bilen og som skulle være parat til at gribe ind ved farlige eller utilsigtede situationer under kørslen.
Efter de foreløbige oplysninger kørte bilen i førerløs tilstand og ulykken indtraf åbenbart uden at teknikeren kunne nå at gribe ind.
Den tragiske ulykke er det første dødsfald forårsaget af en førerløs bil på en offentlig vej.
Kvinden blev efter sigende påkørt, da hun gik over en vej uden for det optegnende fodgængerfelt.
Det er derfor endnu uklart præcis hvorfor ulykken skete. Tvivlen bør komme teknologien til gode.
Enhver trafik ulykke sker fordi den ikke kunne undgås – ellers er det jo ikke en ulykke.
Måske var der bare ikke nogen tid til at reagere på at kvinden trådte ud (måske lige) foran bilen..?
Ulykken skete om aftenen/natten.
På trods af mørket burde bilens Lidar-radar have opfanget situationen, selv mens kvinden stadig befandt sig inde på fortovet.
UBER near misses
Ulykken er meget tragisk, og kunne naturligvis være sket uanset om der var en førerløs bil involveret eller ej.
Alligevel er den tragiske hændelse ikke helt uventet.
Der har tidligere været flere ‘near-misses’ med førerløse biler i offentlig trafik i USA.
Teknologikritik skrev 15. december 2016 om en førerløs Uber-bil, der kørte over for rødt lys i San Francisco, i Californien, USA.
Her forbød bystyret UBER al drift og test af førerløse biler. De er ikke siden blevet genoptaget i byen.
Vores hjerter går ud til ofrets familie, og vi samarbejder fuldt ud med lokale myndigheder for at bistå dem i deres efterforskning af denne sag, skriver Uber på deres officielle Twitter-profil.
Der er uklarhed om præcis, hvornår den seneste ulykke indtraf. Politiet oplyser, at ulykken skete søndag aften eller tidligt mandag morgen.
Uber har testet selvkørende biler i staten Arizona i lidt over et år.
Testene begyndte i Arizona, da de selvkørende Uber-biler forbudt på vejene i staten Californien.
Arizonas guvernør Doug Ducey udtalte i den forbindelse at, “Arizona siger velkommen til Ubers selvkørende biler med åbne arme og vidt åbne veje.“…
Teknologi – i menneskets tjeneste?
Denne (og andre) tragiske hændelse med førerløse- og førerassisterede biler, må ikke få konsekvenser i form af teknologiforskrækkelse eller -fornægtelse.
Den skal meget gerne tjene til lidt eftertænksomhed i forhold til et af Teknologikritiks mantraer; hvornår er en ny teknologi klar til at blive taget i brug?
På den måde kan UBER-ulykken være med til at forbedre verden – et af teknologiens ‘smukke’ formål.
Hvornår kan denne nye teknologi siges at opfylde teknologiens raison d’etre, at sætte mennesket bedre i stand til at realisere sig selv?
Autonome teknologier, som kan siges at være de teknologier, der i sin aktive implementering og funktion, fungerer uden (eller med begrænset) menneskelig indgriben, kan have et frygtindgydende potentiale.
UBER-ulykken kan bedst tjene som et eksempel på en teknologi, der ikke en gang burde have været testet ude i offentligheden. Det ved vi nu!
Blandt andet fordi ulykken indtraf på trods af de fail-safe funktioner, som UBER mente var tilstrækkeligt betryggende foranstaltninger.
Den passive UBER-fører nåede ikke at gribe ind for det var for sent.
Måske var det ikke muligt, måske svigtede bilens sikkerhed totalt, måske svigtede den passive fører sit ansvar… vi ved det ikke endnu.
Der er endnu ikke noget fuldstændigt og klart billede af hvad der egentlig skete i Tempe.
AI
Der foregår i disse år en intens forskning og udvikling indenfor autonom teknologi.
Kunstig intelligens, (AI), i kombination med anden software eller med f.eks. robotter, bør efter UBER-ulykken genovervejes nøje.
Civile forskningsorganisationer (og militære ditto) over hele verden udvikler netop nu en hel vifte af autonome systemer, der ved hjælp af blandt andet AI, robot- og droneteknologi, sætter disse ‘produkter’ i stand til at fungere operationelt uafhængigt.
Lad os ikke male skræmmescenarioer på væggene om teknologier, der går amok og prøver at udrydde os alle sammen, men blot konstatere, at autonome teknologier bør holdes i kort snor – indtil videre…